National målsætning skal få Danmark til at bygge mere i træ

Archive
NYHED – Mere træ i dansk byggeri vil betyde mindre udledning af skadelige CO2-gasser. Derfor opfordrer Chora Connection til et nationalt partnerskab om mere byggeri i træ. De kommende uger samler Chora Connection centrale private aktører fra skovbrug og træ- og byggebranchen til rundbordsmøder om, hvordan vi fremmer brugen af træ i dansk byggeri og får mere bæredygtigt byggeri.

Danmark kan reducere udledningen af drivhusgasser ved ganske enkelt at bygge mere i træ. For mens der udledes betydelige mængder CO2 under produktion af beton og stål, er det muligt at bygge i træ, så det absorberer CO2. Det viser nye tal fra DTU, som understøtter tidligere udenlandske studier fra Sverige og Canada.
Derfor opfordrer Chora Connection nu til, at der indgås et nationalt partnerskab om at opføre mere byggeri i træ.

”Danske skove er fantastiske til familieudflugter og løbeture, men de kan også blive vores bedste ven i kampen mod skadelige drivhusgasser. Det er nu knap to år siden, Miljøministeriet indførte bindende krav til statslige indkøbere, så træ til byggeri, møbler og papir skal stamme fra bæredygtige skove. Et rigtigt godt initiativ, som er med til at skubbe dansk anvendelse af træ i en mere bæredygtig retning. Nu er tiden moden til at tage næste skridt og indgå nationale partnerskaber, så private og offentlige parter på området forpligter sig til at bygge mere i træ og på den måde reducere dansk udledning af CO2,siger Mads Randbøll Wolff, direktør i Chora Connection. ”

Over de næste to uger samler Chora Connection centrale private aktører fra træ- og byggebranchen og skovbrug til rundbordssamtaler om, hvordan Danmark kan fremme brugen af træ i nybyggeri. Aktørerne samles for at finde fælles fodslag om, hvordan Danmark får mere bæredygtigt byggeri.

”Alle de gode ideer og visioner for at gøre dansk byggeri mere bæredygtigt er allerede derude. Vi vil gerne speede processen op, så mere byggeri bliver udført i træ, og så vi direkte udnytter dansk skovbrug til at bekæmpe udledning af drivhusgasser. Det kan for eksempel være med nye partnerskaber mellem virksomheder og myndigheder eller nye fag og forløb på byggeuddannelserne. Svaret er ikke givet på forhånd, men jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af vores rundbordssamtaler,” siger Mads Randbøll Wolff.

Bæredygtigt byggeri – Go2Wood
• Chora Connection samler de kommende uger et bredt udsnit af de private parter fra bygningsindustrien, træproducenter og skovbrug til dialog om, hvordan Danmark får en mere bæredygtig skovproduktion og en mere bæredygtig bygningsmasse.
• Chora Connection håber at samle parterne om et forslag til et nationalt partnerskab med en konkret målsætning for mere træ i dansk byggeri og mere fokus på træ og bæredygtighed i bl.a. ingeniøruddannelserne.