De unge fik derefter, ligesom ved de andre folkehøringer, opgaven med at besvare et online spørgeskema med 16 spørgsmål om verdensmålene. Der var efterfølgende en god diskussion om vaner, og hvad der reelt kan flytte folk og strukturer. Noget kan fx være en trend og andet en reel forandring. Der var enighed om, at der er brug for både ”gulerod” og ”pisk”, og så skal det være enkelt og billigere at træffe de rigtige valg.
Så blev det tid til gruppearbejde med deltagernes egne medbragte ideer. Der var flere som kredsede om de samme temaer – fx plastik og affald. Der var helt enkle dagligdagsidéer, men også nationale strukturelle idéer, nogle af dem med globalt perspektiv. Hver gruppe udvalgte tre ideer, som de gerne ville uddybe. Ideerne blev præsenteret for de andre deltagere og kommunens repræsentanter.
De fremlagte idéer handlede bl.a. om national ensretning af affaldssortering, krav om genbrug af plastik, gratis offentlig transport, krav om brug af udløbsfødevarer, overskuelige mærkningsordninger, bedre forhold til naturen og nem adgang til drikkevand samt bedre oplysning/undervisning til unge om bæredygtighed.
My Warborg fra DUF opfordrede efter præsentationerne alle til at bære deres ideer videre – ind på studiet, ind hos kommunen – ”bank på hos politikerne og bliv ved”. Udvalgsformand Peer Locher var meget begejstret for alle ideerne og ikke mindst dialogen med og blandt de unge. Han udtrykte et klart ønske om at danne et netværk omkring deltagergruppen, som kan bidrage til Verdensmålsudvalgets videre arbejde. ”I hører fra mig og I kan altid kontakte mig”.
Folkehøringerne er initieret af Foreningen Folkemødet og gennemføres i fem kommuner i samarbejde med CHORA 2030.
Resultaterne af spørgerunden og idéerne samles og præsenteres til Folkemødet 2019 på Bornholm.












